Skole Fritids Ordning

Kirkebakkeskolens SFO er et fritidstilbud for elever i 0.-6. klasse.

SFO

  • Tilmelding

    Al tilmelding/udmelding foregår på Vejles hjemmeside

  • Hvem er vi?

    Kirkebakkeskolens SFO er et fritidstilbud for børn i 0.-6. klasse. 

    Vores SFO holder til i lyse og moderne arealer, som grænser op til skolens store scene-alrum. Vi benytter skolens faglokaler: Gymnastiksal, svømmehal, billedkunst, musik og meget mere. Vi bruger også det store udendørsareal rundt om skolen samt al den natur, som skolen er omgivet af med skov, skrænt og strand.

    Vi er en del af skolen med flere gennemgående voksne. Det betyder, at vi har fokus på jeres barn både i skoletiden og SFO-tiden. I SFO værner vi om jeres barns frie valg. Vi har et stort udbud af aktiviteter, som jeres barn kan vælge at deltage i. Jeres barn kan også vælge at lege frit. Der er altid tid til aktiviteter, leg og fordybelse.

  • SFO'ens idégrundlag

    I SFO’en skaber vi rammerne for jeres barns alsidige personlige udvikling, læring og trivsel. At gå i SFO har stor betydning for, at jeres barn forstår sig selv som en del af et fællesskab. Jeres barn lærer at være en aktiv del af og bidrage til fællesskabet, at sætte grænser og vælge til og fra, at kende og tackle egne styrker og svagheder. Vi hjælper jeres barn med at prøve sig selv af, finde egne talenter og at være en del af fællesskabet.

  • Leg og aktiviteter har stor betydning

    Det er i leg, at børn udvikler og afprøver forskellige handlinger og følelser samt lærer at indgå i sociale sammenhænge. Vi ser legen som et af børnenes vigtigste læringsrum. Samtidigt er det vores opgave at skabe gode rammer for børnenes fysiske og psykiske udvikling. Derfor tilbyder vi forskellige aktiviteter ude og inde, f.eks. bevægelse, kreativitet, musik, udeliv og meget andet, som er med til at udvikle jeres barn alsidigt. Udbuddet af aktiviteter kan jeres barn se på vores aktivitetstavle i fællesrummet. Derhjemme kan I orientere jer i nyhedsbrevene, som vi sender ud ca. en gang om måneden.

  • Mad i SFO

    Når jeres barn har fri fra skole, er det muligt at gå i kantinen og få SFO-mad for de børn, der skal i SFO den pågældende dag. Kantinen er åben i tidsrummet 13.45-14.30. Tirsdag, onsdag og torsdag sættes der mad frem til klubbørnene, når de har fri.

  • Åbningstider og kontakt

    Åbningstiderne i SFO er mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 6.30-8.00 og kl. 13.45-17.00. Torsdag kl. 6.30-8.00 og kl. 13.00-17.00.

    På skolefridage og i skolens ferieuger har SFO åben kl. 6.30-17.00 alle dage. Dog ikke på lukkedage.

    I særlige tilfælde kan SFO kontaktes på tlf. 24 20 47 96 i vores åbningstid.

    Alt personale kan kontaktes via Aula.