Ny elev

At starte i skole såvel som at skifte skole er betydningsfuldt i et barns liv. For os er det væsentligt, at det bliver en god oplevelse, og vi er opmærksomme på at skabe de bedste forudsætninger for en god start på Kirkebakkeskolen.

Gennem skoleforløbet hos os kan en elev have forskellige skolestarter: Den første skoledag i børnehaveklassen, overgangen fra Engum til Kirkebakkeskolen eller et skoleskifte fra en anden skole til Kirkebakkeskolen. Uanset hvilken skolestart, der er tale om, ved vi, at det er en stor beslutning, der har ligget bag. Derfor vægter vi tryghed for forældre og barn i opstartsprocessen bl.a. gennem opstartsbesøg, ”prøv at gå i skole”-besøg, elevmentorordning i den første tid, samtale med lærere i opstarten og meget mere. Vi glæder os til at møde jer og sammen være med til at udvikle jeres barns kommende talenter.

Den digitale indskrivning skal foretages i perioden 20. november 2023 til 19. december 2023

Overgang fra dagtilbud til skole

Som et led i denne trygge overgang har vi, i Bredballe, et forpligtende samarbejde mellem daginstitutionerne og skolen. Det er et formaliseret samarbejde, som bygger på ledermøde, personalemøder, overleveringsmøder osv.

Du kan læse mere om, hvordan Vejle Kommune arbejder med den gode overgang fra børnehave til skole. Det kan du gøre på kommunens hjemmeside.

Overgang fra Engum Skole

Principper vedrørende samarbejdet mellem Kirkebakkeskolen og Engum Skole

 

Formålet med samarbejdet imellem Engum Skole og Kirkebakkeskolen er at lette overgangen fra 6. til 7. klasse for både elever og forældre. Vi lægger vægt på, at forældre og elever er trygge i overgangen til ny skole. 

  • Samarbejdet starter på 5. årgang, hvor ledelsen/tidl. elever på Kirkebakkeskolen deltager i et forældremøde på Engum Skole.
  • Fagteams og samarbejde på tværs mellem fagpersoner styrker samarbejdet og sikrer en rød tråd i eleverne faglige udbytte. Kirkebakkeskolen inviterer Engum Skoles pæd. personale med til fagudvalg.
  • Skolerne har fælles matematikvejleder, der betjener begge skoler.
  • På 6. årgang er der fælles idræt på Kirkebakkeskolen
  • I juni er der fælles informationsmøde for kommende 7. årg. for alle elever og forældre. Her bliver der etableret et årgangsråd, som arbejder på et fælles socialt arrangement inden skolestart.
  • I forbindelse med overgangen fra 6. til 7. årgangs lærerteam etableres en overlevering af de enkelte elever. Her tages afsæt i handleplaner og anden relevant viden om elever og klasser
  • Inden efterårsferien i uge 42 tager ledelsen på Kirkebakkeskolen (afd. leder af udskolingen) initiativ til, at lærerne/ledelsen på Engum Skole får en feedback på skolens oplevelse af elevernes generelle faglige niveau, samt andre relevante kompetencer, der peger hen imod elevernes uddannelsesparathed

 

Klassedannelse på Kirkebakkeskolen

De eksisterende klasser brydes op og der dannes nye klasser, hvor der så vidt muligt tages hensyn til antal elever, kønsfordeling, socialt samspil og faglig spredning med henblik på, at danne velfungerende klasser.

Kirkebakkeskolen har ansvaret for klassedannelserne, men det foregår i et samarbejde mellem begge skoler og offentliggøres samtidig. Klasselisterne udleveres til børnene i skoletiden – på samme tid i alle involverede klasser. Forældrene orienteres på forhånd skriftligt om tidspunktet for offentliggørelsen af de nye klasser.

Den endelige fordeling af eleverne foretages af skolelederen på Kirkebakkeskolen efter samråd med de aktuelle lærere på 6. årgang.

Revideret december 2023

Mit barn skal skifte skole

Af forskellige grunde kan I stå i den situation, at jeres barn skal skifte skole. I det tilfælde er I velkomne til at kontakte skolens kontor og aftale nærmere i forhold til et møde og en rundvisning på skolen.

Der findes forskellige regler for skoleskifte i forhold til både frit skolevalg og tilflytning til skoledistriktet. Informationer herom findes på Vejle Kommunes hjemmeside.